HVEM HJÆLPER DE VOKSNE, NÅR BØRNENE HAR DET SVÆRT?

Tanker om forældre til børn med ADD, ADHD og autisme

Dette skriv burde handle om børnene! Men jeg har været grov og pillet dem ud af ligningen, så læs nedenstående som et indspark til en debat om de berørte forældre- og ikke som et fravalg af de børn, som egentlig er baggrunden for indlægget.

Som terapeut behandler jeg mange forskellige mennesker med mange forskellige problematikker. Enkelte er børn, lidt flere er unge og unge voksne – og mange er voksne voksne.

I gruppen af voksne voksne er der kommet et stigende antal mænd og kvinder, som begynder at fylde mere og mere på briksen. Fælles for dem alle er, at de er forældre til børn med kognitive funktionsforstyrrelser og psykiske udviklingsforstyrrelser bedre kendt som ADD/ADHD og autisme.

Nogle kommer til mig af sig selv, mens andre bliver henvist af nære relationer, arbejdskolleger eller via arbejdspladsens sundhedsforsikring. Fælles for dem alle er, at de deler nogle livsomstændigheder:

  • De kommer, fordi dagligdagen har været for slidsom alt for længe.
  • De kommer, fordi de gennem lang tid (måske år) har holdt hånden under et barn, som har kæmpet for at passe ind i en verden, der ikke synes at passe til dem.
  • De kommer, fordi de har et barn, som er på overarbejde i alle sine vågne timer.
  • De kommer, fordi deres barn mistrives, er angst, depressivt, føler sig utilstrækkeligt og forkert. Et barn som har mistet troen på egne sociale kompetencer, og som måske ikke kan møde i skole, deltage i fritidsaktiviteter eller tilbringe tid med venner/veninder.
  • De kommer, fordi deres eget mentale overskud er druknet i en hverdag, der kræver konstant opmærksomhed på et barn, som ikke kan fungere som og med ligesindede børn.
  • De kommer, fordi parforholdet/ægteskabet er tyndslidt og nærværet til partneren bliver tiltagende mindre.
  • De kommer med stress og føler sig udbrændte og er i perioder depressive.
  • De kommer, fordi de ikke kan opretholde et arbejde på normal vis, da der er brug for dem på hjemmefronten.

Et fællestræk for alle ovenstående udfordringer er, at det har stået på i flere år. Det kan være de første spæde tegn på mistrivsel blev synlige, da barnet gik i indskolingen. Udfordringerne tog herefter til i takt med, at barnet kom kommet op i mellemtrinnet. Forskellige tiltag og indsatser blev afprøvet med eller uden skolens hjælp, og til sidst blev problemerne så store, at der blev behov for udredning og efterfølgende (kombinations-)behandling med en medicinsk, terapeutisk og pædagogisk tilgang.

Hvad kendetegner egentlig de berørte forældre? Er de ressourcesvage, arbejdsløse, karrieremennesker, er det dem med få børn eller dem med mange børn, dem fra København, dem som selv har diagnoser?

Udover at der lader til at være en vis genetisk disposition for at udvikle ADD, ADHD og autisme, så kan forstyrrelserne ramme dig, mig og alle omkring os. Jeg har således et bredt spektrum af klienter på min briks – fra direktøren til førtidspensionisten. De har ikke de samme ressourcer, men de er udfordret af de samme problemer.

Vi har et sundhedssystem, som arbejder på højtryk for at følge med efterspørgslen på udredning for ADD/ADHD og autisme. Ventelisterne er lange, og det er ikke unormalt at vente 12-18 måneder. Imens arbejder de berørte familier for at få hverdagen til at hænge sammen på en acceptabel måde, og det er absolut ikke let.

Det betyder, at rigtigt mange forældre i de meget problemfyldte år frem til en diagnose stilles og en god handlingsplan er lagt, oplever at tæppet stille og roligt trækkes væk under dem.

Jeg har ikke løsningen på problemet. Jeg ved blot, det er stigende. Og jeg ved, at når familier rammes som beskrevet her, så inddrager det et helt netværk omkring barnet og forældrene: skolen (som skal foranstalte specielle tiltag), arbejdspladsen (hvor medarbejdere sygemeldes og/eller skal arbejde på nedsat tid gennem længere tid), søskende som skal navigere mellem en ramt søster/bror og forældre som prøvet at holde sammen på det hele.

Jeg mener, det er vigtigt at tale om de udfordringer, der rammer familier med børn som diagnosticeres med ADD/ADHD og autisme. Jeg mener, det er vigtigt at tage en snak om, hvilke tiltag er mulige for at hjælpe de forældre som kæmper for at holde sammen på familie og job.