HVEM TALER OM MÆNDS OVERGANGSALDER?

Stort set ingen!! Skyldes det, at mænd ikke rammes af hormonelle forandringer midt i livet – NOPE!

Ligesom kvinderne rammes mænd af hormonel nedgang. Specielt testosteronetniveauet påvirkes med en række fysiske og mentale forandringer til følge – forandringer som kan have betydelig indvirkning på den samlede livskvalitet. Forandringerne kan bl.a. opleves som nedgang i energiniveauet på i hjemmet og på arbejdspladsen, dalende drivkraft/livslyst, nedsat libido, tab af knogle- og muskelmasse og vægtstigning. Og når de områder ændrer sig, påvirkes energien i parforholdet oftest også.

Så hvad er løsningen – og hvem har svaret?

Afhængigt af hvem du spørger, vil du få forskellige svar på, hvad der er den rette vej videre. Og netop her ligger en del af problemet; mænd snakker ikke med andre mænd om emnet, så der sker ingen vidensudveksling mænd iblandt. Til nøds kan egen læge konsulteres, men det er sjældent tilstrækkeligt til at komme hele vejen rundt. For svaret ligger oftest ikke i en blodprøve og for nogle slet ikke i den medicinske verden.

Der er en begyndende konsensus om, at mange forskellige mekanismer kan påvirke den mandlige overgangsalder både fysisk og mentalt. De fleste vil f. eks. have gavn af at få kigget på kosten (og faste), søvnen, den fysiske træning og ikke mindst selvbilledet og selvforståelsen. Skal man eksempelvis som 50-årig stadig have samme fremtoning og ageren, som da man var 25 år? Eller skal livet måske anskues på en anden måde?

Der findes efterhånden en række (hormon-)læger, fysiologer, terapeuter mv., som har taget emnet til sig. I bogen ”Overgangen mænd ikke taler om” af Manu Sareen, kan du møde en håndfuld af dem og høre om deres erfaringer med rådgivning og behandling af ”den overgangsramte mand”.