Jeg har haft intentionen om at lave dette skriv mange gange de seneste måneder – måske i længere tid. Af en eller anden grund har det været sværere end som så at skrive; måske fordi det rammer ind i min egen historie og ikke blot er en kommentar til noget andet eller andre.
For nogle måneder siden fik jeg en ny klient ind ad døren. Han kom på foranledning af sin bedre halvdel, som allerede gik hos mig. Hun havde spurgt, om jeg måske kunne hjælpe hendes mand, som stammede. Jeg havde ikke tidligere haft klienter med et særskilt ønske om at arbejde med stammen, men jeg synes altid, det er interessant at arbejde med mennesker, der er motiverede for at få noget til at flytte sig. Jeg er af den faste overbevisning, at jeg ikke kan fixe noget, men jeg kan måske hjælpe til med, at noget indtager en anden plads og ikke har så mange utilsigtede effekter.
I min egen historie spiller stammen en meget stor rolle – helt klart mest for mig selv. Som de fleste andre trådte jeg ind på stammen-scenen i de tidlige børneår. Jeg ved ikke, hvorfor jeg begyndte, det kom bare. Jeg husker stadig følelsen af, at det, jeg gjorde, var anderledes. Nogle gange blev det oplevet som morsomt af mine omgivelser – en slags kuriositet. Andre gange var det mere en tidskrævende og irriterende udfordring, som var svær at vente på. Fra da af følte jeg mig forkert. Jeg lagde mærke til, at folk omkring mig blev pinligt berørte, når jeg stammede. Nogle ville være venlige og færdiggøre mine sætninger, mens andre grinede nervøst og kiggede væk. Når det blev for upassende eller tidskrævende, var den typiske reaktion at jeg bare skulle slappe af og tage mig sammen.
I takt med at det blev sværere for andre at forholde sig til min stammen, tog min stammen til. Al min fokus rettede sig mod ikke at stamme. Og jo mere jeg fokuserede på ikke at stamme, jo mere stammede jeg. Til sidst fyldte det mere end venner, skole og fritidsaktiviteter – i hvert fald i mine tanker. Det var med overalt – fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Hver gang jeg skulle sige noget, overvejede jeg, om det var nødvendigt at snakke. Hvis det var nødvendigt, hvilke ord skulle jeg så bruge? Ville det hjælpe at kigge den anden vej under samtalen?
Stille og roligt accelererede min opmærksomhed på min stammen, indtil den til sidst blev min altoverskyggende følgesvend. Fra at være en kuriositet i barndommen blev den en altafgørende stemme i alle mine valg, hvor sproget skulle bruges – også som voksen.
Kunne jeg undgå at ringe folk op? Turde jeg deltage i en samtale med flere personer? Kunne jeg slippe uden om præsentationsrunden i nye sociale sammenhænge. Kunne jeg undgå at blive den næste, der skulle læse højt i skolen? Hvilket ungdomsjob kunne jeg vælge? Hvilken uddannelse kunne jeg melde mig på? Til sidst nåede det derud, hvor det blev et vurderingskriterie ved valg af job, om jeg kunne sige navnet på virksomheden, jeg skulle arbejde for.
The Stutterer (stammeren)
She feels the stutter coming on,
like a hot snake in the belly.
Everyone watches.
Even her teeth are embarrassed.
Words are like rivers in her mouth,
she gets to the banks, but can’t cross.
People tell her, “Slow down.”
They say, “Breathe.”
As if that’s all she needs,
as if stuttering is just a pause
between sounds.
Uddrag af digtet “The Stutterer” af Jillian Weise
Min rejse som stammer er på ingen måde unik. Tvætimod er den måske meget beskrivende for, hvad det vil sige at være stammer. Der er selvfølgelig meget forskellige grader af stammen, men jeg er sikker på, at håndteringen af udfordringen er afgørende for, hvordan resten af livet udfolder sig for den person, som stammer. Hvis man bliver mødt i sin stammen, højnes selvaccepten, og man kan gå gennem en anelse lettere gennem livet.
Selvom jeg står et andet sted i dag, rammes jeg stadig af og til af utilstrækkelighed, flovhed og skamfuldhed, når jeg går i stå midt i en sætning og ikke kan komme videre. For det er det, som lagrede følelser fra negative barndomsoplevelser gør – de kigger frem gennem hele livet, hvis de ikke bliver mødt, rummet og bearbejdet undervejs.
Det er først i mit eget voksne møde med kropsterapien at noget er begyndt at lægge sig i mig. Jeg stammer væsentligt mindre i dag, og jeg tror, den primære årsag er, at jeg er landet mere i mig selv. Det kan lyde lidt højtravende, men jeg tror, det er sådan, det er. Hvis et handicap skal fylde mindre i bevidstheden, så er noget i én selv nødt til at lande. Fundamentet er omgivelsernes accept, men derefter ligger der også et indre arbejde, som kun kan klares af den enkelte.
For nogle vil der være brug for supplerende former for terapi ex. taleterapi. Jeg kender ikke alle mulighederne i dag, men jeg er sikker på, at en del af arbejdet skal gå på at finde roen i sig selv, så den indre stress kan lægge sig.
Mange lidelser, traumer og traumatiske hændelser indeholder små gaver. Ikke gaver, som er ønsket, men gaver eller evner, der udvikles sammen med lidelsen eller traumet. Det samme gør sig også gældende for en stammer. For mig har det betydet en styrket evne til at afkode situationer på forhånd (for det gør man som stammer), at være ret godt trænet til at lytte (for det har unægteligt været lettere end at tale) og at være hurtig til at finde alternative løsninger (for det skal man kunne, når stemmen slår knuder). Du behøver ikke være enig. Det er bare min mening.
Og hvad med klienten fra tidligere…?
Min klient har været i forløb over nogle måneder. En stor del af arbejdet er gået med at lære kroppen og nervesystemet at kende, så der derigennem kan skabes et roligere fundament, når stammen presser sig på. Men vigtigst har det måske været at snakke ind i, at det at stamme ikke behøver at være en indre kamp. At det at finde ro med sig selv i sin stammen er med til at lægge presset ned, så det ikke fylder så meget i følelsen – og at man så måske stammer en smule mindre.
Sideløbende med terapien har klienten taget fat i sine sociale relationer og fortalt om, hvor meget det har betydet for ham at stamme. Det har i sig selv haft en positiv selvforstærkende virkning, så han i dag står stærkere og mere rolig i dialogen med sine nærmeste.
Det meste af mit liv var stammen min hemmelighed, som jeg har gjort alt for at skjule. Det vigtigste formål i verden var at holde stammen nede, så den ikke blev opdaget – så den kunne forblive en hemmelighed. Men det var en offentlig hemmelighed, for alle omkring mig vidste det. Vi snakkede bare ikke om det….
